Hvor hurtig skal jeg løbe. Kan jeg mon finde en, der løber i samme tempo som mig. Har jeg mon for meget eller for lidt tøj på. Spændt, nervøs og mange tanker omkring hvordan det skal gå, små bevægelser med fødderne, imens jeg prøver at forberede mig mentalt på at løbet snart går igang.
Jeg trykker play på telefonen, musikken er igang og da jeg løber over start, trykker jeg på uret, som efter kort tid begynder at tælle ned fra 10.00 km. Min egen play liste bliver blandet med høj musik fra højtalenerne og de første kilometer føles urolige og det kræver lidt at finde et passende tempo. Jeg slipper tanken om at følge fartholderen på 60 minutter og løber i mit eget tempo.
Flere gange har jeg fokus på at finde en at følges med, en som løber i samme tempo som mig, men hver gang løber jeg forbi og jeg får for meget tempo på i forhold til at skulle holde helt til mål. Hver gang ender det med, at jeg i stedet må holde fokus på mit helt eget tempo.
Halvvejs møder jeg vandposten og det er rart at få skyldet munden. Jeg kæmper for at holde benene igang, jeg vil ikke ned og gå, mange af løberne stopper op og det gør det lidt mere besværligt.
Videre igen og endelig over halvvejs.
Solen skinner og det er varmere end jeg havde regnet med, heldigvis har jeg smidt min løbejakke hos familien dengang jeg passere dem ved 3 kilometer. Overskuddet føles mindre men alligevel får jeg ind imellem lyst til at heppe på nogle af dem når jeg løber forbi eller sende dem et smil.
Med kun en kilometer tilbage, er første tanke at der ikke er langt igen, jeg sætter tempoet lidt op og hægter mig på en anden løber og giver den gas, 200 meter tilbage, jeg lukker publikum ude og fokusere på målet. Jeg kan kun fornemme menneskerne omkring mig men har også fornemmelse af at min søn Anders råber"kom så mor!".
Jeg stopper uret og konkludere at jeg har løbet 10 km på 1 time 1 minut og 42 sekunder.
Jeg er tilfreds. Det er første gang jeg har løbet den distance nogen sinde.
Jeg er ikke sikker på at jeg ved hvad jeg tænker på når jeg løber. Dagen efter løbet kunne jeg mærke at løbet havde sat sine spor i mig. Jeg kan mærke at jeg gerne vil være en del af fællesskabet, men når alt kommer til alt, er det min egen præstation der gælder. Det er de mål jeg sætter mig, jeg skal have fokus på at opnå og ikke det andre mener jeg kan. Mig og min krop kan mere end jeg lige regner med. Det er fantastisk at være nået så langt. Jeg har lært meget om mig selv igennem min løbetræning.
Jeg er fascineret af forskellighederne, der var løbere på alle niveauer, hver enkelt med deres eget personlige mål for turen. Det er ikke altid til at se ud fra personens krop, ben længde eller påklædning hvordan de klare det og hvor stærkt de kan løbe. Alle kan være med. Mit fokus er ikke på at komme over målstregen først, så hurtig bliver jeg aldrig, men det at være med og nå de mål jeg sætter mig er en fed følelse.
Sådan havde jeg det den 1. april hvor jeg løb 10 km til Strandvejsløbet, i Middelfart, et løb, der var planlagt efter at skulle være en slags generalprøve på det der ventede mig 5 uger senere, nemlig Lillebælt 1/2 marathon. Et 1/2 marathon der krævede langt mere end jeg havde forestillet mig, men jeg kom igennem. Mit løbeeventyr forsætter.